En teaterforestilling om danmarkshistoriens længste kidnapning – historien om kaptajn Eddy Lopez og styrmand Søren Lyngbjørn, der var gidsler hos somaliske pirater i 839 dage.
I 839 dage sad styrmand Søren Lyngbjørn og kaptajn Eddy Lopez fanget i Somalia taget som gidsler af somaliske pirater. Hvordan kunne det ske?
”Vi har ikke følt os forpligtet af virkeligheden, men mere forpligtet af fiktionen. Mange kender efterhånden Søren Lyngbjørns og Eddy Lopezs beretning, så i 839 DAGE er det de somaliske pirater der er hovedpersonerne. Vi håber, det bliver en forestilling, der vil ramme publikum på mange parametre. Der er altid flere sider af en sag,” – Teaterchef Jakob Bjerregaard Engmann.
“Jeg er en 17 år gammel dreng fra Somalia. Sandfarvet skjorte med amerikansk graffiti flagrer om min spinkle krop – sammen med for store blå bukser og svedperler under mit krusede hår. En 17-årig somalisk dreng, 10.000 kilometer herfra…”
Således begynder fortællingen om Sømændene, Vennen, Bedstefaderen, Piratbossen – og Boytooth: En dreng, snart mand, der er vokset op i et land præget af borgerkrig, hungersnød og fattigdom.
Gennem research og i samarbejde med styrmand Søren Lyngbjørn og kaptajn Eddy Lopez, der fra 2011 til 2013 sad fanget som gidsler i Somalia i 839 dage, har dramatiker Henrik Szklany skabt en bevægende beretning om en af de mest komplicerede udfordringer: Pirateri.
Anne Middelboe Christensen
Læs anmeldelse