Hexerie eller blind alarm er en humoristisk historie om, hvordan det kan gå, når en gøglertrup slår sig ned i en lille provinsby i 1800-tallet. Overtro og rygter begynder at blomstre i den lille provinsby, og inden længe er det lille samfund sat på den anden ende. Gøglerne slæbes for retten, anklaget for heksekunst og trues med både pinebænk og hjul og stejle. Komedien er skrevet af Ludvig Holberg i 1731 og gør grin med de folk, der endnu ikke har fået tilpasset sig oplysningstiden, ligesom mange andre af Holbergs komedier gør.!
Handlingen: Lederen af en skuespillertrup, Leander øver sig på en djævlebesværgelse, som indgår i et nyt stykke. Et bud kommer med en forfalden veksel på 50 rigsdaler. Det kan føre til arrestation, hvis gælden ikke indfries. Både buddet og andre misforstår besværgelsessituationen, og rygtet om Leander som heksemester breder sig i byen.
Da en ”hoben bevæbnede folk” kommer for at arrestere ”heksemesteren” første gang, misforstår han og tjeneren Heinrich. De tror det drejer sig om vekslen.
Andre folk kommer for at konsultere troldmanden mod betaling. Skønt modvillig beslutter skuespilleren Leander at spille denne ekstra rolle – når nu folk ligefrem vil betale for denne form for optræden.
Forvekslingerne breder sig; ved en fejltagelse identificeres også Leanders vært som ny troldmand og arresteres.
Denne Holbergkomedie blev produceret første gang af teatret Møllen i 1974. Vi vil gerne markere vores 40 års jubilæumssæson, med en genopsætning og nyfortolkning af denne forvekslingskomedie. Teatret Møllen har tidligere spillet Holbergkomedier med stor succes, og med favntag i forestillinger som: Jeppe på Bjerget og Jean de France, vil vi gerne fejre vores jubilæum, sammen med publikum, rundt i hele landet.
Forfatter Ludvig Holberg, bearbejdet at teatret Møllen.
Instruktør: Ole Sørensen. Scenograf Gitte Kath. Teknik Lars Rødbroe. Medvirkende: Ole Sørensen, Connie Tronbjerg, Klaus Andersen, Lars Rødbroe, Ragnhild Kaasgård og Thomas Jacob Clausen.