Oplev Teater Vs nye husdramatiker Nanna Tüchsen prøve kræfter med sin egen tekst. Over to workshops af hhv. 3 og 2 uger, har hun sammen med tre skuespillere, en lyddesigner og en lysdesigner arbejdet med iscenesættelse af sin egen tekst, MANFREDS KRIG. Resultatet er blevet en rå blanding af iscenesatte scener, suppleret af sekvenser af oplæsning. Et udviklingsformat, hvor ordene og historien om digteren Manfred Mejning, får lov at få hovedrollen, tilsat et enkelt lys- og lyddesign.
MANFREDS KRIG er historien om en lille dreng, der fødes ind i en familie af fantaster, i Sønderjylland, vinteren 1916. Det er tydeligt helt fra begyndelsen – i hvert fald for drengens mor og mormor – at Manfred, han er jo digter! Således opmuntret viser livet sig nemt og trygt for Manfred, der ikke ænser elendigheden omkring ham, lige indtil den dag, at han får skriveblokering. Familien flytter til København, digternes højborg, og her hører Manfred for første gang om Den Spanske Borgerkrig. Det siges, at alle de store digtere tager afsted, så i jagten efter sit hovedværk, drager Manfred Mejning mod Spanien, for med sin pen at kæmpe mod fascisterne og skrive kampen for frihed frem! Men virkeligheden rammer Manfred hårdt. Og det samme gør frygten for, at pennen ikke er nok.
MANUSKRIPT Nanna Tüchsen
MEDVIRKENDE Jeppe Marling, Josephine Thorø Grau og Marina Bouras
LYDDESIGN Ingvild Skandsen
LYSDESIGN Anders Leth