BORGMESTERDEBAT – UNGE OG TALENTUDVIKLING PÅ SCENEKUNSTOMRÅDET

MANDAG D. 27. NOVEMBER KL. 16-17

TILMELDING HER

Kom og vær med til at forme fremtiden for København som kulturhovedstad for børn og unge, med udgangspunkt i den lokale forankring og det scenekunstneriske område.

Teater V inviterer til debat med de to borgmestre om, hvordan Københavns Kommune og vi som lokale kulturinstitutioner sammen kan løfte publikums- og talentudviklingen, når det gælder næste generation.

I september fremlagde Kultur- og Fritidsborgmester Mia Nyegaard og Børne- og Ungdomsborgmester Jakob Næsager sammen med en række kulturaktører en vision for at gøre København til børnekulturhovedstad. Læs visionen HER.

Vi har inviteret de to borgmestre til en åben dialog om, hvordan visionen kan gøres til virkelighed. Hvordan kan forvaltningen, skolerne og de lokale kulturinstitutioner sammen udvikle en ny generation af teatergængere og teaterprofessionelle?

På Teater V har vi så længe, vi har eksisteret, samarbejdet med Valbys skoler og institutioner om at få Valbys lokale børn og unge til at se og spille teater. Sammen med Valby Skole laver vi hvert år teaterforløb for elever på mellemtrinnet. Vi deler lokaler med skolen, uddanner skolens lærere og inviterer eleverne til at se vores forestillinger.

I 2022 startede vi sammen med Københavns Åbne Gymnasium Københavns første (og stadig eneste) scenekunstneriske grundkursus (SGK), som består af 3 års intensiv talentudvikling sideløbende med gymnasiet.

Begge tiltag sker dog indtil videre for egne midler, og det er derfor skrøbelige konstruktioner, der indgår i den løbende prioritering for både teatret og skolerne. Kunne det gøres mere robust i et samarbejde med kommunen, som det sker mange andre steder i landet?

Dette og meget andet kommer vi til at debattere. Kom og bidrag med dine input, idéer og spørgsmål.

Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig. Du tilmelder dig via knappen herunder.

Vi glæder os til at se jer!

BEMÆRK: Begrænset antal pladser. Fordeles efter først til mølle. (Max 2 pladser pr. bestilling)