Teater Vs landsdækkende manuskriptkonkurrence for debuterende dramatikere afholdes for 8. gang, og afgøres ved et storstilet ”live” online finalearrangement, hvor vinderen modtager 100.000 kr., og hvor vi også uddeler ”Publikumsprisen” på 15.000 kr. til dét af de tre finalemanuskripter, som opnår flest stemmer fra finaledagens publikum.
Juryleder Mette Kruse (Dramaturg og tidligere leder af DRs Radio Drama), Marie Rosendahl Chemnitz (Scenograf), Andreas Garfield (Dramatiker), Alexandra Moltke Johansen (Dramatiker og Leder af Teater Vs Dramatisk Laboratorium), Nicolei Faber (Teaterinstruktør), Laura Allan Müller (Skuespiller og Arkitekt) og Pelle Koppel (Teaterdirektør).
Kl. 12.00 – EN SOMMERDAG I OKTOBER (skrevet af Nicolaj Dissing Schledermann
HANDLING: EN SOMMERDAG I OKTOBER er en klimakomedie om generationskløfter. På en varm og solrig efterårsdag besøger Ida sine forældre i deres nye kolonihave. En dag med hygge udvikler sig lidt efter lidt til et mareridt for Ida, der pludselig skal tage stilling til kødædende egern, misformede pindsvin og et par børnebørnshungrende forældre, som er mest bekymrede for, om Ida nu er gået hen og er blevet lesbisk.
Kl. 13.45 – JEG HUSKER KNIVEN (skrevet af Askur Skaalum Gregersen)
HANDLING: Vi befinder os på en stenstrand. Omdrejningspunktet en lille lommekniv, som to søskende fik af deres far. Kniven bærer deres historie og forståelsen af deres forhold til faren og hinanden. Men historien er usammenhængende. Deres fælles erindringer, er gået itu. Gennem hver deres sandhed om kniven forsøger Yngve og Freja at overmande hinandens sprog for deres fælles fortid.
Kl. 15.15 – PRINS CARL AF DANMARK (skrevet af William Jacobsen Halken)
HANDLING: Carl skal giftes. Han får dog kolde fødder på bryllupsdagen og flygter ned i kirkens krypt. Men Carl er ikke hvilken som helst ung mand – han er Prins af Danmark, og hans flugt sætter et allerede skæmmet kongehus under et katastrofalt pres. I en regulær kamp mod tiden prøver hans bror Kongen, hans svigerinde Dronningen og resten af Kongehuset at få Carl tilbage på sporet og op i kirken, inden bilen med den kommende prinsesse ankommer og pressen får nys om situationen. PRINS CARL AF DANMARK er et samtidssatirisk kammerspil, der på finurligste vis spejler vores allesammens kamp mellem pligten overfor os selv og familien/fædrelandet.
Bestil dit billetlink til finalen herunder:
Det er gratis at deltage i live-streamingen, men det kræver dog en bestilling af billetlink forinden.
(Vi tager forbehold for udsolgt, da der kun er et begrænset antal billetlinks til rådighed.)