En flok unge træder ind til en bekendts begravelse. Ingen familie er mødt frem – kun stilheden og deres fælles minder.
“En evighed… det føles som en evighed siden du var her. Og alligevel er du stadig så tæt på. Tik… tak… tik… tak… Uret på væggen banker imod mig, minder mig om den tid, der er forsvundet, siden du gled ud af mit liv.”
Forestillingen væves af de unges tanker om livet – og om døden, der pludselig kaster et særligt lys over fællesskabet. På scenen hviler et symbol på en kiste, og omkring den folder de unge sig ud i stemmer, kroppe og bevægelser. De synger, de taler, de danser – som en fælles afsked, som et brev skrevet i nærvær og sorg, men også i styrke.
Her, i mødet mellem tabet og fællesskabet, opstår et rum hvor minderne brænder klart – før alt går op i flammer.