Gæstespil af Kolding Egnsteater
Kolding Egnsteaters anmelderroste succesforestilling TRUBADUR – KÆRLIGHEDEN TIL TØNDER kommer til Teater V!
Forestillingen er en musikalsk og menneskelig hyldest til trubaduren, fællesskabet og den særlige ånd, der gennem årtier har gjort Tønder Festival til noget helt særligt. I 2024 markerede Tønder Festival sit 50-års jubilæum, og med TRUBADUR – KÆRLIGHEDEN TIL TØNDER fejrerede Kolding Egnsteater netop den tradition for at lytte, samles og fortælle historier gennem musikken.
I forestillingen møder publikum seks musikere backstage én time før koncertstart. Stemningen er ladet. Gamle minder, uenigheder og sårbarheder presser sig på, men langsomt finder musikken vej ind mellem dem – og forvandler uro til fællesskab.
Undervejs folder forestillingen sig ud som en intens teaterkoncert med fortolkninger af sange fra nogle af de største trubadurer gennem tiden – fra Pete Seeger og Bob Dylan til Allan Olsen og Signe Svendsen. Det er sange om kærlighed, samfund, længsel, håb og alt det, der binder mennesker sammen.
Siden middelalderen har trubaduren været den omrejsende fortæller – fri som fuglen og bevæbnet med sin guitar. En stemme, der tør synge om kærligheden, samfundet og det, der ligger dybest i mennesket. Netop den tradition står centralt i forestillingen, hvor teater, koncert og fortælling smelter sammen i en varm, rå og nærværende oplevelse.
I en tid, hvor meget kan føles splittet, er forestillingen et levende bevis på musikkens evne til at samle mennesker. Her bliver sangene ikke blot spillet – de bliver levet, delt og fortalt videre.
Alle har en historie, og trubaduren er dén, der fortæller den – nu fortæller vi om trubaduren.
Glæd dig til et brag af en teaterkoncert, der spirer af dyb intensitet og ægte kærlighed til Tønder, trubaduren og musikkens kraft.
MEDVIRKENDE Jens Andersen, Nana Schwartzlose, Jesper Lohmann, Stine Elbæk Gomard, Mikas Bøgh Olesen og Joakim Okkels
IDÉ Jakob Tekla Jørgensen
INSTRUKTØR Ole Sørensen
MANUSKRIPT Ole Sørensen & de medvirkende
DRAMATURG Gitte Villadsen
SCENOGRAFI OG KOSTUMER Siggi Óli Pálmason
MUSIKALSK ARRANGØR OG KAPELMESTER Joakim Okkels
LYSDESIGN Morten Dorvin
LYDDESIGN Aske Hoeg
FORESTILLINGSLEDER Nenna Plesner
KOSTUMIER Susanne Morthorst
FORESTILLINGSFOTO Asmus Kromann Bork
VIDEO Jonas Hansen
PRODUCENT Kolding Egnsteater