For 50 år siden, købte en flok unge mennesker en gammel bus. De ville ændre verden og spørgsmålet er om det lykkedes?
Året er 1972 – USA’s præsident, Richard Nixon, besøger Kina og møder Mao Zedong. Mogens Glistrup stifter Fremskridtspartiet. Roskilde Universitetscenter (RUC) åbner. Anker Jørgensen bliver statsminister; Danmark siger ”JA” til EF; Bowie udgiver Ziggy Stardust, og i biograferne har den første Godfather-film verdenspremiere …
I årene inden har Mogens Amdi Petersen startet Den Rejsende Højskole og samme år Det Nødvendige Seminarium, der senere skal blive til det verdensomspændende imperium, Tvind.
70’erne var en tid med systemændringer, tankeeksperimenter, nye undervisningsformer – en udfordring til det etablerede samfund og opfordring til radikale ændringer. Tvind var et socialt projekt i en tid, hvor man sagde Os, Vi, Sammen, i stedet for Mig, Mig, Mig. Hvor individet kun var det nødvendige tandhjul i fællesskabets maskine.
Forestillingen er ikke en dokumentarisk gennemgang af Tvinds historie med Amdi i hovedrollen. Det er heller ikke en musical i gængs forstand, men historien om en gruppe mennesker og deres udvikling i Tvind, individuelt og sammen, krydret med et udvalg af tidens politiske (slag)sange.
Vi følger en gruppe stærke individer fra den spæde start i 70’erne og op til midt 90’erne, hvor Tvind kommer i alvorlig modvind. Vi møder ”Bannerføreren og ideologen”, der knækker. ”Den stædige”, som forbliver stærk i troen. ”Talentet”, der forråder sig selv. ”Organisatoren”, der møder kærligheden, og ”Kvinden”, der mister den.
Ny dansk dramatik – for fuld musik – af Andreas Garfield.
Medvirkende: Iben Dorner, Rikke Bilde, Sune Kofoed, Martin Bo
Lindsten, Margit Watt-Boolsen og Sune Skuldbøl Vraa
Instruktion: Jens Svane Boutrup
Scenografi: Julie Forchhammer
Musikalske arrangementer: Sune Skuldbøl Vraa
Dramatiker: Andreas Garfield
"Tvind – the musical har en ferm jordnærhed og en skummel illusion over sit kunstneriske udtryk, som overbeviser. Teksten er en skarptskåren og herligt fri satirecollage, og personerne er fiktive Tvind-medlemmer i perioden 1972-1997."
Anne Middelboe Christensen, Information
⭐⭐⭐⭐ "Med aktuel politisk opmærksomhed har Teater V i Valby taget fat på at portrættere Tvind-imperiet, der blev grundlagt for netop 50 år siden."
Knud Cornelius, Fred. Borg Amts Avis