Signe laver teater for plejehjem: – Aldrig lavet noget mere meningsfuldt

49-årige Signe Vaupel elsker at lave teater for de ældre på landets plejehjem. Sammen med Stine Prætorius og Fredrik Mellqvist laver hun omkring 100 forestillinger om året – et projekt, der bliver produceret og støttet af Teater V.

Hun har spillet på Det Kongelige Teater, været med i julekalender, tv-serier og film og er uddannet i Odense og New York. De senere år har skuespiller og manuskriptforfatter Signe Vaupel fundet en særlig mening i at spille teater på landets plejehjem, hvor hun rejser rundt sammen med skuespiller Stine Prætorius og musiker Fredrik Mellqvist.

– Vi tre er jo blevet som en familie, og jeg kan sige fælles fra os alle tre, at vi aldrig har lavet noget så meningsfuldt som det her, siger Signe.

Skuespiller Signe Vaupel, Foto: Robin Skjoldborg

Ideen opstod for 15 år siden

Signe og Stine havde små børn og havde svært ved at arbejde om aftenen. De begyndte at lede efter en målgruppe, hvor der ikke var mange teatertilbud – og faldt over plejehjemmene.

– Vi fandt ud af, hvor stor effekt musik har på ældre og demente, og hvis man laver en playliste, der rammer deres ungdom, så vækker man dem til live. Det ville vi prøve med teater, og her trådte Teater V og Pelle Koppel til som producent, så idéen kunne blive til virkelighed, siger Signe.

Teaterduetten blev til tre

De to kvinder kaldte sig først “Teaterduetten”. Signe skrev en juleforestilling i matador-lignende rammer med to kokkepiger i et køkken, hvor der indgår sange, som de ældre kender.

Fredrik Mellqvist kom med på musikdelen, og navnet blev “Teaterduetten, vi er altså tre”.

Siden har Signe skrevet forestillinger målrettet flere tidsaldre, så repertoiret i dag spænder over 40’erne, 50’erne, 60’erne og 70’erne. Stine har stået for rekvisitter og kostumer og Fredrik for de musikalske tre-stemmige arrangementer. Teater V står som producent, mens direktør Pelle Koppel har hjulpet med scenografi og fra starten har været en visionær sparringspartner.

Et krævende, men levende publikum

– Det kan jo være en svær målgruppe, for hvis de ikke gider se det, så går de bare. Det er ligesom med små børn, så de største komplimenter, vi kan få, det er, når de ældre bliver siddende i samtlige 45 minutter.

Alligevel sker der ofte noget særligt under forestillingerne:

– Der kommer plejere hen til os og siger ‘så I ham dér i midten, der sang med, han har slet ikke talt i tre måneder’. Og når vi kigger ud, kan vi også spotte en tåre eller et lille grin, siger Signe.

Projektet har blandt andet modtaget støtte fra TrygFonden, A.P. Møller Fonden, Ensomme Gamles Værn og Johanne Louise Heibergs Mindelegat.

Nærvær og fleksibilitet

Signe og Teater V søger begge fonde, mens det er Signe selv, der står for planlægning af, hvor og hvornår hver forestilling kan spille. Ikke to optrædener er ens. Scenografien kan stilles op i alt fra små spisesale til store festsale.

– Og så har vi fundet en måde, hvor vi justerer, hvor meget der skal gives her, og hvor nært det skal være. Hvor meget øjenkontakt skal vi have, skal vi tage dem i hånden, og hvad kan de klare her?

– Det er meget op til dagsformen hos dem, for nogle dage er de rigtig syge, og andre dage er de friske, og så skruer vi op og ned. Der er nogle job, hvor man kan gå på automatpilot, men det kan vi ikke her, for vi er nødt til at mærke rummet og være nærværende.

Signe skriver også på film og tv-serier, men forestillingerne for de ældre fylder efterhånden en del af hendes arbejdsliv. I dag spiller truppen omkring 100 forestillinger om året på plejehjem og har også udvidet med aktivitetscentre, teaterforeninger og diverse bosteder.

– Vi bidrager til stor glæde, både når vi spiller og efterfølgende til dialog og fællesskab. For beboerne kan vores forestilling være ugens eller måske endda månedens højdepunkt.

– Her er det ikke bare et publikum, hvor de er godt opdraget og klapper og bagefter vender øjne. De er helt med, og der er flere lag i det. De kommenterer historien, sproget, kostumerne og rekvisitterne, ‘for sådan en kjole havde min mor også’ og ‘den kaffekande havde vi også derhjemme’, og på den måde rammer vi bredere.